Historien om Føns Strand
En beretning om hvordan det hele startede og hvad foreningen er i dag.
Sommerhusforeningen Føns strands Historie:
Først i 30´erne blev det moderne for den almindelige arbejdsklasse at tage ud til vandet i weekenderne. Derfor blev der bygget mange små ”skure” langs de danske kyster. Det skete også i Føns.
I Føns blev de første 12 små ”skure” opført på lejet jord, som var ejet af Ejnar Juul Nielsen. Husene blev typisk bygget af gammelt træ eller andet byggemateriale, som man lige havde ved hånden. Et af husene bestod endda af en gammel togvogn.
I 1937 blev Naturfredningsloven revideret med hensigt på, at beskytte de danske strande. Det betød, at man nu ikke måtte bygge inden for 100 meter fra kystlinjen. Man havde dog mulighed for at søge om dispensation, hvilket Ejnar Juul Nielsen også gjorde. Man skulle bare indsende tegninger, som skulle godkendes af myndighederne.
I 1938 blev der vedtaget en ny ferielov, der sikrede arbejdere og funktionærer 14 dags ferie med løn. Derfor blev det endnu mere attraktivt, at få et lille hus ved vandet. Så først i 40 érne blev der bygget yderlige 28 små huse i Føns. Der var bare et problem. Han glemte at indsende tegningerne.
Forglemmelsen medførte, at der i 1956 blev anlagt en sag mod ejerne af de 36 huse, som lå i Strandbeskyttelseszonen. Myndighederne ville ha dem revet ned, idet de reelt ikke var blevet godkendt.
I de næste 20 år blev der ført mange forhandlinger mellem myndighederne og sommerhusejerne. Myndighederne stod fast på at, husene skulle rives ned senest d. 1. maj 1973. Hele sagen gik i hårdknude. Det var først da sommerhusejer Direktør Ib Jørgensen tog personlig kontakt til Folketingets ombudsmand Lars Nordskov Nielsen, at der skete noget. Folketingets ombudsmand anmodede den daværende kulturminister, Niels Matthiasen om at gå ind i sagen, hvilket han så gjorde.
En dejlig forårsdag i marts 1974 kom Fredningsnævnet og Dommer Olav Hansen på besøg i Føns. Samtlige af sommerhusejere var mødt frem, og de fortalte lystigt om, hvilken et fantastisk miljø og fællesskab der var i Føns. Fredningsnævnet besluttede hurtig herefter, at de 12 huse, som var blevet opført før naturfredningsloven fra 1937, var lovlige. De andre 24 ville nævnet tage med videre til drøftelse. Imens forhandlingerne stod på, var der blevet bygget yderlige 2 huse, udenfor ”Dødszonen”. Disse 2 huse kunne dog godt godkendes af myndighederne, idet der var blevet fremsendt tegninger herpå.
Sagen endte med at samtlige huse blev godkendt. Der blev dog stillet nogle krav, som skulle overholdes. Dette indebar blandt andet, at man ikke måtte bygge større, og alt relevant materiale skulle indsendes til kommunen og godkendes, førend man måtte renovere sit hus.
Der blev dannet en Forening med obligatorisk medlemskab. Den første bestyrelse bestod af: Formand Johannes Olsen (Båring). Ernst Hansen (Ejby). Hans Jørgensen (Vissingbjerg). Henny Jørgensen, (Gelsted). P.E. Andersen, Ejby.
På den måde opstod Sommerhusforeningen Føns strand.
Ejeren af jorden Bent Juul Nielsen (søn af Ejnar Juul Nielsen) sov stille ind d. 10. dec. 2017. Den nye og nuværende ejer blev herefter, Bo Juul Nielsen.